8/09/2007

hvad vil du vide?

Sidder og prøver at få slået hul på en artikel om Roskilde Bibliotekernes nye organisationsstruktur: Programmerne. Programstrukturen udspringer både af den ny kommunalstruktur og dertil sammenbragte biblioteker (Gundsø, Ramsø & Roskilde), og udspringer af at også bibliotekssamfundet trænger til en udvidelse - og ikke mindst en understøttelse - af en organisationsforståelse, hvor idéer og projekter bevæger sig på tværs af hele organisationen og ikke eksklusivt i de enkelte (ekspert)afdelinger.

Roskilde Bibliotekerne – Hvad vil du vide?
Den traditionelle tilgang til biblioteksydelserne har ofte taget udgangspunkt i at brugerne skal komme til biblioteket for at få den rigtige viden, men som det ser ud så vender biblioteksvindene i disse år og det kræver derfor nye arbejdsprocesser på både det mentale og det udførende plan.

Programmerne er netop tænkt som den organisatoriske understøttelse af det mentale skift, hvor tilgangen til biblioteksydelser – groft sagt - går fra at være indiskutabelt: Vi ved hvad du vil vide! Til at være et spørgsmål: Hvad vil du vide?

Programstrukturen skal være med til at sørge for at det spørgsmål bliver stillet for på den måde at sikre at fornyelse og innovation først og fremmest sker gennem brugerorientering. Organisatorisk deles programstrukturen op i enheder på ca. 10 personer. Hver enhed beskæftiger sig med et segment af den samlede befolkning, f.eks. Børnefamilie, 50+, ...

Roskilde Bibliotekerne starter 13 forskellige programmer det næste års tid og det tegner rigtig spændende synes jeg. Nu skal jeg bare have slået hul på artiklen, så den kan være med til at understøtte fortællingen.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det I skal passe på med når i introducerer Programmerne er at I ikke falder i Vi ved hvad du vil vide!-fælden. Den ligger tæt på fordi Programmerne er en måde at segmentere bibliotekets brugere på. Segmentering, use-cases, personas etc. kan, hvis man ikke ser sig for, ofte ende i arke-typer og fordomme. "Vi ved hvem du er så derfor ved vi også hvad du vil vide!".

Men segmentering synes jeg ofte vi mangler på bibliotekerne, for så er vi bedre klædt på når vi spørger Hvad vil du vide?.

Krydrer I Programmerne med lidt data om reel kultur-forbrug og segmentering i Roskilde Kommune? Det kunne også være en måde at kvalificere bruger-fokuset på.

Nogenlunde sagde ...

Jeg er ikke sikker på at hvad der ligger i "reel kultur-forbrug", men ja personaerne er krydret med Roskilde-segmentering.
Når det så er sagt, så synes jeg det er en meget vigtig pointe at have in mente når man vil kvalificere bruger-fokus i alle sammenhænge og som man ofte glemmer.