Planlægningen af dagen har fået mig til at tænke på alle de netværkstiltag der hele tiden bliver taget og som ikke bliver til noget, og ikke mindst, hvorfor det er mange ikke bliver til noget efter første møde?
Et af svarene mener jeg skal findes i at man meget sjældent etablerer netværk på netværkbegrebets præmisser, dvs. accepterer at et netværk kun består af deltagere der er reelt interesserede og ikke mindst byder ind med både indhold og engagement, og kun dem.
Et andet af svarene kan være at man ofte mødes for at snakke om, hvordan netværket skal hænge sammen frem for at bruge tiden på at levere det indhold der skaber fællesskabet og samtalerne, og som dermed gør at man har lyst til at bruge et netværk til noget.
Sammensætningen af Smagsprøver synes jeg (selvfølgelig) er lykkedes godt og man kan helt sikkert blive inspireret til god refleksion og nye tanker. Jeg er endda også af den overbevisning at mulighederne for netværksdannelse er til stede, men om det munder ud i et fortsat netværk for en større del af deltagerne, eller om de mere betragter det som en interessant temadag, det kan jeg stadig tvivle på?
Smagsprøver finder sted 21. september på Roskilde Bibliotekerne.