12/03/2007

library is just a state of mind!(?)

Vi biblioteksinteresserede bruger utrolig meget god og relevant tid på at snakke biblioteket og diskutere, hvor det er på vej hen og hvor vi mener det skal hen i stedet. Det er der i mine øjne absolut ikke noget galt i, men som så mange andre ting i vidensamfundet, så kræver det at man kan argumentere hvorfor fx. et bibliotek er godt og relevant i et videnssamfund.
Det sker desværre ikke i den debat der pt. kører på både Rektor's blog (Lars Qvortup, afgående rektor for Danmarks Biblioteksskole) og på Bibliotekspressen.dk, hvor kommentarerne knytter sig til redaktør Henrik Hermanns spalte og en artikel under overskriften: "Man lukker da biblioteksskolers biblioteker ...".

Problemstillingen om rationaliseringen/effektiviseringen/digitaliseringen af Danmarks Biblioteksskoles bibliotek er en meget vigtig og relevant diskussion, hvis berøringsflader har både personlige og professionelle konsekvenser, men man kan frygte at det hele drukner i hvilken prins det er der forsøger at kommunikere og ikke mindst hvilken skurk det var der startede med at kommunikere!?

Som Hans Martin Fagerli fra Høgskolen i Oslo siger i sin kommentar på Bibliotekspressen.dk: "Det er med en viss undring man oppfatter denne meldingen fra våre kolleger i København.".

9/30/2007

det 9. bud?

Sammen med Thomas Angermann lavede jeg i forbindelse med Bibliotekarforbundets Fagligt Landsmøde 2007 en workshop-øvelse, hvor deltagerne blev bedt om at komme med de 10 bud for kommunikation i sociale medier. Det gik rigtig fint og budene kom hurtigt , men det 9. bud blev ikke skrevet færdigt. Er der nogen der ved hvad der skal stå?

De 10 bud om kommunikation i sociale medier
Bud nummer 1: Du må gerne bruge alle de sociale medier der findes
Bud nummer 2: Du må gerne være personlig
Bud nummer 3: Du må gerne poste en kommentar hver eneste gang du har tændt en computer
Bud nummer 4: du skal vælge login og password som du kan huske
Bud nummer 5: Du skal kommunikere positivt
Bud nummer 6: Hvis du er en troll skal du regne med at blive flamed
Bud nummer 7: Du skal være gavmild del din viden
Bud nummer 8: Lad andre stjæle dine billeder som du stjæler deres
Bud nummer 9: Døm ikke nogen på deres
Bud nummer 10: Skriv ikke om andre hvad du ikke vil have skrevet om dig selv

8/31/2007

smagsprøver

Arbejder pt. på at afvikle en temadag under overskriften Smagsprøver. Smagsprøver er tænkt som et udgangspunkt for etablering af et netværk for innovatører og andre udviklingsinteresserede. Tilmeldingen er i skrivende stund på 46 deltagere, så det tegner jo til at (plat)formen ihvertfald tiltaler folk. - Her taler vi fortrinsvis om biblioteksfolk, men der er undtagelser og de kommer i øvrigt fra hele landet, så spredningen gør det ikke mindre interessant.

Planlægningen af dagen har fået mig til at tænke på alle de netværkstiltag der hele tiden bliver taget og som ikke bliver til noget, og ikke mindst, hvorfor det er mange ikke bliver til noget efter første møde?

Et af svarene mener jeg skal findes i at man meget sjældent etablerer netværk på netværkbegrebets præmisser, dvs. accepterer at et netværk kun består af deltagere der er reelt interesserede og ikke mindst byder ind med både indhold og engagement, og kun dem.

Et andet af svarene kan være at man ofte mødes for at snakke om, hvordan netværket skal hænge sammen frem for at bruge tiden på at levere det indhold der skaber fællesskabet og samtalerne, og som dermed gør at man har lyst til at bruge et netværk til noget.

Sammensætningen af Smagsprøver synes jeg (selvfølgelig) er lykkedes godt og man kan helt sikkert blive inspireret til god refleksion og nye tanker. Jeg er endda også af den overbevisning at mulighederne for netværksdannelse er til stede, men om det munder ud i et fortsat netværk for en større del af deltagerne, eller om de mere betragter det som en interessant temadag, det kan jeg stadig tvivle på?

Smagsprøver finder sted 21. september på Roskilde Bibliotekerne.

8/09/2007

hvad vil du vide?

Sidder og prøver at få slået hul på en artikel om Roskilde Bibliotekernes nye organisationsstruktur: Programmerne. Programstrukturen udspringer både af den ny kommunalstruktur og dertil sammenbragte biblioteker (Gundsø, Ramsø & Roskilde), og udspringer af at også bibliotekssamfundet trænger til en udvidelse - og ikke mindst en understøttelse - af en organisationsforståelse, hvor idéer og projekter bevæger sig på tværs af hele organisationen og ikke eksklusivt i de enkelte (ekspert)afdelinger.

Roskilde Bibliotekerne – Hvad vil du vide?
Den traditionelle tilgang til biblioteksydelserne har ofte taget udgangspunkt i at brugerne skal komme til biblioteket for at få den rigtige viden, men som det ser ud så vender biblioteksvindene i disse år og det kræver derfor nye arbejdsprocesser på både det mentale og det udførende plan.

Programmerne er netop tænkt som den organisatoriske understøttelse af det mentale skift, hvor tilgangen til biblioteksydelser – groft sagt - går fra at være indiskutabelt: Vi ved hvad du vil vide! Til at være et spørgsmål: Hvad vil du vide?

Programstrukturen skal være med til at sørge for at det spørgsmål bliver stillet for på den måde at sikre at fornyelse og innovation først og fremmest sker gennem brugerorientering. Organisatorisk deles programstrukturen op i enheder på ca. 10 personer. Hver enhed beskæftiger sig med et segment af den samlede befolkning, f.eks. Børnefamilie, 50+, ...

Roskilde Bibliotekerne starter 13 forskellige programmer det næste års tid og det tegner rigtig spændende synes jeg. Nu skal jeg bare have slået hul på artiklen, så den kan være med til at understøtte fortællingen.

7/09/2007

er du en del af samtalen?

29-30 September er der Fagligt Landsmøde 2007 for medlemmer af Bibliotekarforbundet. I den forbindelse skal jeg sammen med Thomas Angermann fra Gladsaxe Bibliotekerne holde en totimers-workshop under overskriften Er du en del af samtalen?

Workshopbeskrivelsen lyder nogenlunde sådan her:

Ud fra et opgør med holdningsneutralitet inddrager workshoppen deltagerne i samtalen om de sociale teknologier og mediers verdensrum. Ved hjælp af offline-øvelser præsenteres og diskuteres bl.a. konsekvenser og fordele ved den fælles viden, ved nødvendigheden af deltagelse, og ikke mindst ved at overvinde barriererne og stå med egen stemme i et stort og dynamisk univers. Workshoppen i sig selv baseres på principperne for samtale i de sociale teknologier og det forventes derfor at deltagerne - i bogstaveligste forstand - er deltagende.

Går pt. og roder lidt i hovedet med hvordan strukturen skal lægges og hvilke offline-øvelser der skal eksekveres?

7/02/2007

baggrund & idé

Tilbage i sent efterår 2004 opstod informationsrefleksion og meget hurtigt efter opstod idéen om at bruge begrebet som omdrejningspunkt i en lærebog. Tanken var at lærebogen skulle være med til at understøtte faget 'Almen Studieforberedelse' ved at bidrage til samtalen om informationssøgning som udgangspunktet for læring.

Trods gode intentioner og til tider disciplinerede skrivepocesser fra forfatternes side er lærebogen ikke kommet meget videre end til et færdiggjort kapitel 1, og det er ikke sikkert at den skal blive til meget mere end det?

Ikke desto mindre er informationsrefleksion stadig et relevant og aktuelt begreb, og den nye tanke er at indholdsudfylde ordet ved løbende diskussion, tanker, indlæg og artikler etc.